Hvad er personligt ejet mindre virksomhed (PMV)

Overordnede krav til PMV

Som privatperson kan du oprette en personligt ejet mindre virksomhed (PMV), og du får tilknyttet et CVR-nummer. Du kan med denne virksomhedsform drive virksomhed uden løbende indberetninger af moms og andre afgifter til det offentlige.

  • Der er kun én ejer
  • Ejeren hæfter personligt med egen formue
  • Der er ingen kapitalkrav
  • Krav til virksomheden:
    • Ikke momspligtig (omsætning under 50.000 kr. i 12 på hinanden følgende måneder)
    • Ikke har import fra eller eksport til lande uden for EU
    • Ikke har ansatte
  • Registreringen skal fornys hvert 3. år

 

En personligt ejet mindre virksomhed (PMV) er bl.a. en mulighed, hvis du vil køre en deltids- eller fritidsbeskæftigelse med overskud for øje (journalistisk virksomhed, foredrag, tøjdesign, etc.) i form af en virksomhed.

Du kan ikke oprette en personligt ejet mindre virksomhed PMV, hvis du har en hobbyvirksomhed uden indtjening som mål.

 

Momsregistrering

Du skal ændre din registrering hvis du får momspligtig omsætning over 50.000 kr. årligt eller andre former for pligter i forhold til skatte/afgiftsforvaltningen.

 

Beskatning

Du bliver beskattet efter personskattereglerne og skal forskudsregistrere og oplyse din virksomheds overskud.

Underskud kan trækkes fra din personlige indkomst.

 

Websitet anvender cookies til statistik.